 Under og efter Jyllands nye store musikbegivenhed, NorthSide Festival i Århus, vil DJ’s blande sig i programmet.
|
Både under og efter Jyllands nye store musikbegivenhed, NorthSide Festival i Århus, vil DJ’s blande sig i programmet. Dels bliver den ene del af festivalpladsen omdannet til NorthSide Chill Out Zone under festivalens sceneskift. Dels inviterer NorthSide Festival til after party med flere af de optrædende kunstnere bag DJ pulten.
Når NorthSide Festival ved midnatstid lørdag d. 19. juni lakker mod enden, vil publikum have oplevet Nephew, Mew, Veto, Selvmord og Turboweekend spille live. De Sorte Spejdere vil for en dag som konferenciers været blevet gendannet. Og man vil have haft muligheden for at opleve VM-kampen Danmark-Cameroun på en 40 m2 storskærm.
Der skulle være gode chancer for, at man efter den omgang ikke er klar til at se dyner. NorthSide Festival lukker dørene op for officielt after party på Train i Århus, blot få hundrede meters gang fra festivalpladsen. Bag DJ-pulten står DJ Selvmord, Silas fra Turboweekend og Thalund fra Nephew. Entréen vil være kr. 50,- for folk med gyldig festival-billet og kr. 75,- for alle andre.
”Det er jo tidligt, man skal slukke for musikken i Århus”, siger Brian Nielsen fra arrangør-gruppen bag NorthSide Festival. ”Så vi må hjælpe folk med at feste videre. Vi ser det som en oplagt mulighed at forlænge en god dag på NorthSide Festival med en fest, hvor nogle af hovedpersonerne fra dagens program viser deres færdigheder bag DJ-pulten. Jeg er sikker på, at det vil blive en fantastisk afslutning på en fantastisk dag på Tangkrogen badet i solskin!”
Hele dagen vil festivalpladsen genlyde af DJ’s på arbejde. Under sceneskiftene og under VM-kampen vil den græsbeklædte del af Tangkrogen, der ligger længst væk fra scenen, blive omdannet til NorthSide Chill Out Zone. Bag pulten står DJ’s Krede, Lulu Rouge, Løwenstein og Nicka. Alle DJ’s har tilknytning til det årlige arrangement Stella Polaris og lover, at den musikalske linje herfra vil danne inspiration for dagens pladevalg. På den måde er der god mulighed for løbende at koble fra og for de, der ikke er til fodbold, at søge tilflugt under kampen.
Billetter til NorthSide Festival koster i forsalg kr. 345,- plus gebyr (dog 395,- plus gebyr på dagen og 415,- i døren). Billetsalget foregår via festivalens hjemmeside www.northside.dk - her kan man også se spilletider for de enkelte bands under menupunktet ”Billetter”.
|