skandinavian_Artister > When Saints Go Machine
When Saints Go Machine
Nyt album fra When Saints Go Machine kom d. 16 maj 2011”Konkylie er blevet det album vi drømte om at lave. For os er der ingen sange vi ville have været foruden. Det er et personligt album, der indeholder mange følelser og viser alle vores kompetencer. Vi vil ikke skjule noget bag en påtaget enkelhed; i vores musik skal man lytte efter for at få det hele med.”
Aktuelle koncerter
When Saints Go Machine
Ingen aktuelle koncerter
Luk
When Saints Go Machine
Således beskriver den karismatiske frontmand Nikolaj Manuel Vonsild processen og ideen bag When Saints Go Machines nye album, som er blevet til gennem næsten to års arbejde og utallige ture til et sjællandsk sommerhus, der indeholder mange minder og store oplevelser; og det kan høres.Det nye album har fået titlen Konkylie og rummer en række sange, der snor sig fra det meget tunge downtempo club beat til det drømmende og følsomme lydunivers med Nikolajs velkendte vokal, som det gennemgående element. When Saints Go Machines magiske musik skyller igen ind i ørerne fra radioen til marts, hvor første single fra Konkylie bliver sendt ud.
Bandet følger Konkylie op med to koncerter til foråret:
19.maj gæster de Vega i København og 4.juni spiller de på Train i Århus.
I 2009 udkom When Saints Go Machines debut, Ten Makes a Face, som blev rost i både Danmark og udlandet. Neden for findes et uddrag af de mange danske anmeldelser og omtale fra udlandet. Når man læser dem, kan man forstå, hvorfor der er så høje forventninger til den Københavnske kvartets næste udgivelse.
Albummet bliver udgivet af EMI i Norden og uden for Norden hos det toneangivende 90’er label !K7, der står bag udgivelser fra Kruder & Dorfmeister, Chromeo, Matthew Herbert og Tosca.
2010
To år efter dannelsen af When Saints Go Machine kom debuten ”Ten Makes A Face” på gaden i maj 2009. Bandet arbejder i et elektronisk musikunivers og har allerede fået en del omtale: DRs Tony Scott har beskrevet WSGM som intet mindre end musikkens frelsere.
P3-lytterne tildelte bandet talent-prisen ved P3 Guld i januar 2009 og bandet er i dag tilknyttet EMI.
Der findes flere end 30 forskellige internationale og danske remixes af bandets sange.
Bandet arbejder pt. på nyt album, som forventes ude i foråret 2011. Indtil da, vil de være at finde rundt om på landets spillesteder
April 2009
Der var respons med det samme, da When Saints Go Machine i sommeren 2007 lagde tre helt friske sange på en MySpace-side.
Det nystiftede band sendte samtidig link og lydfiler til dj’s og blogs, de selv kunne lide, og reaktionerne begyndte snart at vende tilbage fra Australien, fra De Sorte Spejdere, fra Frankrig, fra klubkongen Kjeld Tolstrup. Alle sendte positive vibrationer, og pludselig kunne de fire københavnere høre sangene fra øvelokalet i radioen.
Mailboksen indeholdt også henvendelser fra begejstrede producere og remixere, der bad om lov til at lege med When Saints Go Machines musik. Derfor findes der i dag flere end 30 forskellige internationale og danske fortolkninger af gruppens sange, og f.eks. Moulinex-remixet af ”You Should Be Someone Else” og HiJack-udgaven af ”Pretty Rich” har været med til at sprede danskernes musik yderligere.
Den umiddelbare netaktivitet fik flere pladeselskaber til at spidse ører, og to år senere kan When Saints Go Machine høste frugten af deres oprindelige initiativ med udgivelsen af debutalbummet ”Ten Makes A Face”.
Bandet arbejder i et elektronisk musikunivers. Her er det typisk produceren, der er stjernen og forfølger en bestemt lyd, men When Saints Go Machine går mod strømmen og er et band med en bred horisont.
”Vi har fra begyndelsen haft to dogmer,” forklarer sanger Nikolaj Manuel Vonsild.
”Vi vil lave vokalmusik, og den skal være tilgængelig for mange. Altså have et element af pop. Men musikken skal også rumme intelligente detaljer for nørderne. Vi vil gerne have det hele med inden for rammen af When Saints Go Machine.”
P3-lyttere har allerede lært den poppede side af bandet at kende. Først gennem den rytmisk intense ”You Should Be Someone Else” og ikke mindst ”Kids On Vacation” fra 2008-ep’en ”When Saints Go Machine”. Her mødtes elektronisk klubpuls med falsetvokal og et omkvæd, det var svært at ryste af sig, og det unge band blev kåret som P3 Talentet ved P3 Guld i januar 2009.
På debutalbummet åbner horisonten yderligere og afspejler, at nok har de fire musikere fælles referencer, men de bringer mange forskellige inspirationskilder til projektet.
”Jeg oplever, at vores musikalske interesser skaber et interessant clash i musikken,” forklarer keyboardspilleren Jonas Kenton, og trommeslager Silas Moldenhawer supplerer:
”Vi kan ikke holde ud kun at lytte til én type musik.”
Beder man dem åbne for kassen med inspirationskilder, kommer navnene som spredehagl.
De taler om produktionen hos Moloko, Hot Chip, Matthew Herbert og The Prodigy, men vil ikke undvære det grænsesøgende pionérarbejde, som Sun Ra, Herbie Hancock eller Steve Reich har udført.
Læg dertil tekstforfatteren Nikolaj Manuel Vonsild, der elsker Nick Caves ordrock, Morrisseys historier og Sufjan Stevens’ mange ansigter.
På ”Ten Makes A Face” finder brikkerne hinanden og bliver til en personlig lyd.
”Man kan høre, at det er os,” som Silas Moldenhawer udtrykker det.
Historien om When Saints Go Machine begynder længe før MySpace-introduktionen i sommeren 2007.
Nikolaj Manuel Vonsild, Simon Muschinsky, Jonas Kenton og Silas Moldenhawer er alle vokset på Østerbro i København og har haft forbindelser til hinanden på kryds og tværs, siden de var børn. Nogle af deres forældre er venner, og Nikolaj har før spillet med Simons storebror.
Mens de fire har arbejdet med debutpladen, har de samtidig udviklet When Saints Go Machine som liveband. Det, der begyndte med klubjobs med electro, laptop og synth, er blevet et fuldblods elektronisk orkester med Silas Moldenhawer bag trommerne.
Transformationen har allerede inden udgivelsen af ”Ten Makes A Face” skaffet When Saints Go Machine mange tilhængere.
Soundvenue skrev efter en rost koncert på Roskilde Festival 2008, at bandet sparkede liv i Pavilion Junior-scenen en tidlig mandag aften. Magasinets udsendte oplevede et stort blandet publikum gå amok til livetrommer og rivende synths, mens de sang med på bl.a. ”You Should Be Someone Else.”
”Det tegner stort for københavnerne (….) Hvad enten man kom for de elektroniske referencer eller den gode melodi, blev man ikke skuffet,” konkluderede Soundvenue.
When Saints Go Machine indspiller og producerer musikken i deres eget studie, og når bandet ikke er samlet, byder alle fire musikere byder ind med idéer via e-mail.
I forbindelse med færdiggørelsen af ”Ten Makes A Face” er kredsen blevet udvidet med den svenske producer og remixer Christoffer Berg. Han har tidligere har arbejdet med Robyn og The Knife og har senest mixet halvdelen af Karin Dreijers Anderssons roste projekt Fever Ray.
”Det var et eksperiment for os, men han har åbnet musikken. Vi er vilde med The Knife, og det var dejligt at opleve, at han kunne føle vores musik,” siger Nikolaj Manuel Vonsild.
Samarbejdet begyndte på distancen, da Christoffer Berg i starten af 2009 mixede singlen ”Fail Forever”, men i marts mødtes When Saints Go Machine med produceren i Göteborg og lagde sidste hånd på albummet.
”Fail Forever” er selvfølgelig inkluderet på ”Ten Makes A Face” med sin hypnotiske puls og en dybt emotionel vokal, der giver mening både blæst ud på dansegulvet og i hovedtelefoner i morgentrafikken.
Albummet rummer også en opdateret udgave af ”You Should Be Someone Else” og nye sange med fodfæste i klubkulten, men tilsat bandets brede horisont.
Fra den festklare ”Splitting Image” til vokal-legen i ”Pick Up Your Tears And Run”, der viser, hvor meget When Saints Go Machine har udviklet sig, siden de første lydfiler ramte MySpace for to år siden.
2008
Det er ca. et år siden de fire fyre samledes under den samme fane, og siden den gang er det kun gået en vej:
Massiv blog succes, remixes, Sorte Spejdere, Ungabunga kærlighed, en glødende myspaceside, koncerter på Distortion, Spot, Roskilde og Skanderborg, Ugens Uundgåelige på P3 og nu endelig deres første udgivelse.
Ja, meget er sket, skrevet, sunget og sagt, men i selskab med When Saints Go Machine, har man udover oplevelsen af at stå midt i nuet, samtidig fornemmelsen af at skue mod en spændende musikalsk fremtid. When Saints Go Machine har råstoffet til at blive en autoritet på den elektroniske scene, med stor mulighed for at erobre hjerter fra et bredere publikum.
Soundvenue/MetroExpress giver 4 stjerner og skriver: ”Hvis Prince eller Michael Jackson havde formået at følge med tiden og stadig var funklende popsmede den dag i dag, så havde de garanteret lavet et ligeså funky mix af klubhymner og soulet funk, som danske When Saints Go Machine gør det på deres debut-ep.”
Selv om der kun er 4 numre på den selv betitlede ep, så er der rigelig med gode melodier, dynamik og spændvidde. When Saints Go Machine leverer skarpe produktioner af enormt høj kvalitet og skaber deres helt eget musikalske spændingsfelt, der giver dem deres helt unikke lyd.
Deres debut ep lover godt for deres kommende plade der udkommer i begyndelsen af 2009.
Trackliste:
1: Kids On Vacation
2: Pretty Rich
3: Sell Me Your Exit
4: Pale feat. Siriusmo
When Saints Go Machine består af Silas Moldenhawer (trommer), Jonas Kenton (synth, vokal), Simon Muschinsky (keys) og Nikolaj Manuel Vonsild (vokal).
For mere info gå til myspace.com/whensaintsgomachine
Juni 2008
Musikkens frelsere. Sådan beskrev DRs Tony Scott kvartetten When Saints Go Machine, der 26. maj sender debutsinglen ”Kids On Vacation” i kredsløb som Ugens Uundgåelige og som download. EP release den 30 Juni.
When Saints Go Machine har en klokkeklar agenda: de vil forene klubmusikkens svedige kropsforførelse med popmusikkens dragende vellyd. Klubmusikkens hjerteslagsdunkende puls skal fusioneres med poppens forførende melodik:
- Den kommercielle popmusik er simpelthen for kedelig, og det vil vi rode bod på, fastslår bandet hårdnakket med et alvorsramt smil.
Første officielle udspil fra Københavner-kvartetten hedder ”Kids On Vacation”. Nummeret har allerede cirkuleret i en række dansegulvsvenlige remixes af bl.a. engelske Zombie Disco Squad, amerikanske Jacob London og japanske 80 kidz . Lasse Lyngbo fra Diefenbach har også haft remix-fingrene i helgen-maskinen.
When Saints Go Machine har generelt været ombejlet som remix-emne, hvilket har bidraget til at gøre dem til et rigtig hot emne på diverse toneangivende blogs - eksempelvis Palms Out Sounds, Big Stereo og Missing Toof. Dertil kommer bl.a. airplay på BBC’s radio 1 og adds på en lang række DJ mixes af bl.a. engelske Kissy Sell Out og amerikanske Larry Tee og Kap10kurt. Anders og Anders fra De Sorte Spejdere og DK’s egen grand-old-dj-man Keld Tolstrup, der er aktuel som vært på P3-radioprogrammet Unga Bunga, har kun lovprisende ord tilovers for When Saints Go Machine, der stadig har deres 1-års fødselsdag til gode.
Det er nemlig noget forholdsvis nyt, at de fire musikere og producere, Silas Moldenhawer(trommer), Jonas Kenton (synth, vokal), Simon Muschinsky (keys) og Nikolaj Manuel Vonsild (vokal), har helliget sig den kompromisløse mission, der skal vælte både natklubber, radiostationer og små stueanlæg.
When Saints Go Machines hårdtslående og feststemte temperament slår metertykke sprækker i dansegulvet, når bandet fredag den 30. maj slår til på Rust. Denne følges op med live-optræden på Danmarks tre mest prestigefyldte festivaler: Distortion i KBH, SPOT i Århus og Roskilde Festival til sommer.
Den 30 Juni slipper de deres første EP ”When Saints Go Machine” på 12” vinyl, cd og download.
Meget mere When Saints Go Machine på myspace.com/whensaintsgomachine
For mere info, kontakt:
Radio: mikkel.falk@emimusic.com
Presse: trine.sandner@emimusic.com
Maj 2008
When Saints Go Machine er hvad der sker, når kontant og kølig elektronik møder varmblodet alternativ pop. Med det ene ben placeret i et fængende, sanseligt univers af hooks og melodier, og det andet i klubmusikkens hårdt pumpende trommeprogrammering og altædende synthflader, har de fire drenge i When Saints Go Machine skabt deres egen niche indenfor moderne dansk popmusik.
Bandet har kun eksisteret i otte måneder, men omtales mange steder som det mest spændende der er sket i dansk popmusik indenfor de seneste år. Endnu før den første single er skåret, er WSGM blevet spillet intensivt på P3 og sågar også BBC1. Deres numre er blevet remixet af en håndfuld prominente udenlandske artister, bl.a. Ben Mono, Jacob London og Zombie Disco Squad.
En række spillesteder rundt i landet har allerede mærket kvartettens hårdtslående, feststemte temperament, der parres med en sød sans for popmelodien. Deres skramlende lyd slår metertykke sprækker i ethvert dansegulv, og kan opleves live dette forår og sommer på bl.a. Soundvenue tour og Spot Festival.
<< Seneste udgivelse
Konkylie
Produktionsrum

