skandinavian_Artister > UTAH

UTAH
Det har ikke skortet på opmærksomhed fra hverken publikum eller branchefolk, siden rockkvintetten UTAH i 2003 spillede sig frem til en andenplads i talentkonkurrencen ’Live Contest’.

Siden da har skanderborgenserne gradvist udbygget deres fanskare gennem flittig turnévirksomhed i ind- og udland og har desuden formået at opnå en uforholdsvis stor eksponering gennem aktiv tilstedeværelse på utallige internet-communities. Et medium hvor bandets succes udelukkende kan tilskrives sangkatalogets uomtvistelige kvaliteter.
Aktuelle koncerter
UTAH
Ingen aktuelle koncerter
Luk
UTAH
2007

Efter et par selvfinansierede udgivelser – ikke mindst den roste EP 'Break the Mould' - færdiggør UTAH nu deres debutalbum med udgivelsesdato d. 12. februar 2007 på Playground Music.

Debuten er én stor demonstration af, hvordan UTAH - med indiescenen som udgangspunktet - har gennemgået en modningsproces og målbevidst vristet sig fri af klichéerne. Fra i det ene øjeblik at demonstrere potent powerindie bevæger de sig nu elegant videre via afmålt ’weltschmerz’ til fængende pop – i ordets bedste betydning. Undervejs får vi uforudsigelige friske pust fra både country og rockabilly.

Forsanger Jesper Both fortjener en ”special mention”. Med sin indtagende vokal demonstrerer han en imponerende spændvidde, når han tager os med på tur i sit stemningsmættede melankolske univers. Her udvises en udpræget sans for dramatik og flirtes fornemt med det teatralske uden at forfalde til det iscenesatte.

Også som liveband er det kommet UTAH til gode, at de har mødt både medvind og modvind på deres vej til debutudgivelsen – musikken har haft tid til at modne og besidder nu et nuanceret og overlegent udtryk. På en gennemgående dyster grundfarve bringes hele følelsespaletten dermed i anvendelse, når UTAH transformerer de emotionelle landskaber til indtagende lydmalerier.

Med flot tilskårne ballader og fængende rock-eposer spiller UTAH på en effektiv vekselvirkning mellem det grandiose og det spæde, og med en debutudgivelse i den tunge ende af ligaen lægger kvintetten på fornem vis billet ind på at okkupere en af de eftertragtede stjernepladser på musikhimmelen.




UTAH
Jesper Both - vokal og guitar
Søren Zahle - guitar og kor
Thomas Alstrup – bas
Anders Rønne – trommer
Jesper Jakobsen – keyboards



December 2006


Musikken er både melankolsk og aggressiv. Truende og smuk. Mørk og lys. Vekslende mellem passager der tangerer stilhed – og kraftige elektriske udladninger. Navnet er UTAH. En rockkvintet med base i Århus/Skanderborg. Bandet sender en EP på gaden i forsommeren – og med er bl.a. tracket ”Crash & Burn”, der tidligere på året nåede en andenplads på P3s lytterbestemte hitliste Det Elektriske Barometer.

UTAH har efterhånden eksisteret i godt tre år – og har undervejs spillet sig frem til et meget intenst og meget personligt udtryk, der i den grad gør indtryk på dem der hører bandet. I 2003 var UTAH en af de helt store overraskelser i Live Contest (det der engang hed DM i Rock), hvor bandet endte med den samlede andenplads og med publikumsprisen.

Her i maj 2005 har UTAH været på en længere turne til USA – hvor de bl.a. har spillet i Chicago, Grand Rapids, Philadelphia, New York og Cleveland, til stor begejstring for det lokale publikum og har fået flere af de markante amerikanske pladeselskaber til at melde sig på banen for at sikre sig bandets underskrifter. Heriblandt nævnes det Chicago-baserede selskab V2music og ViaStar Records.
Utah har senest markeret sig flot på den amerikanske up-coming site Garageband.com, hvor sangen ”New Boy” nåede Top 10 i Indie Rock kategorien og bl.a. fik følgende ord med på vejen: ”The vocals is amazing… The song writing is outstanding…”

Nu sender UTAH så deres nyeste single på banen ”Break the Mould”, en forløber for deres EP, der udkommer i forbindelse med Spot11 Festivalen i Århus d. 09-11 Juni.


MAj 2005



- Unsigned rockkvintet fra Århus/Skanderborg
- Nyeste navn på Skandinavian
- De bli´r store…

”Lad mig sige det med det samme… - Det her er godt! De fem numre, UTAH har komponeret og præsenteret på denne demo, er ganske enkelt noget af det bedste der er hørt fra den danske indiescene. Smukt!” (Soundvenue.com)

Musikken er både melankolsk og aggressiv. Truende og smuk. Mørk og lys. Vekslende mellem passager der tangerer stilhed – og kraftige elektriske udladninger. Navnet er UTAH. En rockkvintet med base i Århus/Skanderborg. Af flere, ikke bare os her på Skandinavian, spået som et kommende stjernenavn på rockscenen – og et band vi er stolte af at præsentere, endnu inden de har fået pladekontrakt.

UTAH har efterhånden eksisteret i godt tre år – og har undervejs spillet sig frem til et meget stærkt og meget personligt udtryk, der i den grad gør indtryk på dem der hører bandet. I 2003 var UTAH en af de helt store overraskelser i Live Contest (det der engang hed DM i Rock), hvor bandet endte med den samlede andenplads og med publikumsprisen – hvor en del af præmien udmøntede sig i et meget rost gig på sidste års Roskilde Festival.

UTAH er ikke et band der går den lige vej mod målet. Undervejs har de flere gange sagt nej tak til medvirken i tv-programmer – og for bandet har det heller ikke hastet med at få en pladekontrakt. Tiden er blevet brugt målrettet og intensivt i øvelokale og på de små spillesteder rundt omkring, hvor UTAH har spillet sig frem til den overbevisende sound de i dag præsenterer. En mangesidet og storladen rockmusik, bygget op omkring en af øjeblikkets bedste danske sangere.

”Sikken en stemme. De gode sangere var der ikke sparet på i aften, men denne stemme var unik. Jeg er sgu glad for at skrive om UTAH efter denne forrygende finale. De var det fedeste band med de bedste sange, den ubestridt stærkeste vokal og klædelig glædelig musikalitet.”
(Musikliv.dk efter finalen i Live Contest 2003).

UTAH er: Jesper Both (vokal og guitar), Søren Zahle (guitar og kor), Johan Vogel (bas), Anders Rønne (trommer) og Jesper Jakobsen (keyboards).
skandinavian news |
e-mail: skandinavian@skandinavian.dk | Vestergade 5 B | 8000 Aarhus C | tel. +45 86127722 | fax. +45 86127503