skandinavian_Artister > Sys Bjerre

Sys Bjerre
Den danske singer-songwiter Sys Bjerre slog for alvor igennem i sommeren 2008 med hittet "Malene". "Gør Det Selv" gjorde Sys Bjerre til Danmarks største kvindelige artist i 2009. Lige nu arbejder hun på nyt album, og første single kommer allerede i januar 2012. I sommeren 2011 deltog hun i TV2-successen "Toppen Af Poppen", og det mest solgte nummer fra programmet på iTunes blev Sys Bjerres fremragende version af Anne Linnets "Tabt Mit Hjerte".

Sys spiller festivals hele sommeren 2012.
Aktuelle koncerter
Sys Bjerre
Ingen aktuelle koncerter
Luk
Sys Bjerre


JANUAR 2012

Sys Bjerre - Sku Ha´Gået Hjem

Sys Bjerre er tilbage med singleforløberen til sit kommende album. Nummeret hedder ”Sku ha gået hjem” og er en underholdende kronologisk beskrivelse af en tilfældig aften i byen.
Det er Sys Bjerre, når hun er bedst, og hvor eminent sangskrivning, selvironi og melodi går op i en højere enhed og direkte i hjernen. Sys er stadig ikke bange for at lukke lytteren ind i sit univers, hvor ingen personlige oplevelser og erfaringer er for pinlige eller intime til at blive delt. Eller er hun? Om nummeret fortæller Sys Bjerre selv:

”Nummeret "Sku' ha' gået hjem" er en fuldstændig fiktiv beretning om en aften, nat og morgen som disse, rent hypotetisk, kunne havde udspillet sig, set igennem øjnene af et relativt, for sin alder, uansvarligt individ under påvirkning af diverse substanser indeholdende ethanol. Faktisk har jeg aldrig før nedfældet en så præcis beskrivelse af noget, der aldrig har fundet sted."

DECEMBER 2011

Sys Bjerre er en af hvor tids mest begavede sangerinder.

Med to albums i baggagen og et 3. på vej har Sys Bjerre for alvor bevist sit værd som langtidsholdbar stjerne på den danske himmel.
Senest har vi i Toppen af Poppen kunne følge hendes unikke talent for frie, kreative og fuldstændig uforudsigelige fortolkninger af flere af Danmarks allerstørste sangere og sangskrivere - blandt andre Lina Rafn, Søs Fenger og Anne Linnet.
Nu er Sys Bjerre atter tilbage i studiet, hvor hun er i gang med at indspille nye numre til sin kommende plade, som udkommer i løbet af 2012.
2012 bliver også året, hvor Sys Bjerre igen sætter sig bag rattet i tourbussen og drager landet rundt, for det er på en scenen foran sine fans, at hun trives allerbedst!
- Da jeg spillede min første solokoncert i 2007, troede jeg, at jeg skulle dø. Jeg døde ikke. Til gengæld fandt jeg meningen med det hele. Jeg havde før troet, at meningen var at skrive sange og synge dem for mig selv og mine forældres katte, men efter at have optrådt med dem foran et publikum af rigtige mennesker vidste jeg, at det hele tiden havde været det, jeg skulle. Jeg lever for at spille musik, og jeg laver tilgængelig musik af en grund. Jeg vil gerne dele den. Jeg kan slet ikke vente med at komme ud at spille igen!

Fakta om Sys Bjerre:
- Sys Bjerre debuterede i 2008 med albummet ’Gør det selv’. Hun var Danmarks største kvindelige artist i 2009.
- Hendes første single ’Malene’ blev et kæmpe hit i Danmark, toppede downloadcharten og gik guld på få uger. Udover ’Malene’ hittede Sys Bjerre også med pop-perler som ’Kegle’, ’Hjerte Rimer På Smerte’, ’Gør Det Selv’ og ’Jumbojet’.
- ’Gør Det Selv’ har solgt 80.000. Singlerne + 80.000.
- Malene-videoen har haft 1,7 millioner visninger og Kegle-videoen 849.000.
- ’Gør det selv’ gik # 1 på album-salgslisten, og Malene 3-dobbelt platin med 55.000 downloads.
- ’All in’ udkom 20. september 2010.
- Sys Bjerre var nomineret til seks forskellige DMA priser i 2009.
- Hun har +49.000 fans på Facebook.

Sys Bjerre ‘All in’

Udkommer 20. september 2010

Når Sys Bjerre slapper af i ansigtet, ligner hun med egne ord en grævling. Sådan er det bare. Og kombineret med kæmpe-hittet ’Malene’, der gjorde hende til Danmarks bedst sælgende sangerinde, hvor hun synger om at brænde eks-kærestens lejlighed ned, blev Sys Bjerre stemplet som den sure hævngerrige type, og ikke just som den hjertevarme glade. Men hun er faktisk ret glad. Måske derfor forsøgte en musik-kollega at lære Sys Bjerre at ’smile professionelt’ – blandt andet ved at demonstrere sit eget af slagsen, der angiveligt fik ham til at ligne en salig abe.
Men det kan Sys Bjerre ikke. Og hun prøver ikke at være noget andet, end den hun er. Men det har også været hendes forbandelse i den gigantiske rutchebanetur, hun har taget, siden hun for to år siden bragede igennem på den dansksprogede pop-himmel med albummet ’Gør det selv’. For hun har ikke haft noget sted at gemme sig – Sys Bjerre er sit navn og ikke mindst sine sange.

Det kom som et chok for den 24-årige sangerinde, hvor stor indflydelse det fik på hendes liv at blive verdenskendt i Danmark fra den ene dag til den anden. I lang tid blev hun ved at håbe, at når hun gik i Netto, var der nok ikke nogen, der kiggede eller sagde noget. Blot for at blive skuffet. Men nu har hun accepteret, at det er sådan det er – også når folk mener, at hun er en fed so.
”Hvis du føler dig presset, skal der ikke så meget til. Men jeg er blevet meget bedre til at tackle det. Og de fleste vil i virkeligheden bare gerne sige hej, men så kommer de til at sige et eller andet dumt.”

På sangen ’Kærlighed gør blind’ synger Sys Bjerre duet med den legendariske Sebastian. Nummeret tager pis på opfattelsen af Sys Bjerre som en kold kælling, der bare er sur.
På sit platinsælgende debutalbum demonstrerede Sys Bjerre en usædvanlig sans for at skrive fjollede ørehængere og bittersød hverdagslyrik med et tykt lag sarkasme.
Og sådan er Sys Bjerre også. Hun er ofte glad i låget og ironi er hendes måde at tackle tingene på. Dengang mente hun, hvad hun sagde på hvert eneste nummer, men hun fik måske ikke sagt alt, hvad hun gerne ville.
”Det kræver et stort mod at tage sig selv seriøst. Og det gør dig meget sårbar, fordi du ikke kan gemme dig bag en joke,” siger Sys Bjerre som ikke desto mindre tager chancen denne gang og blandt andet fortæller om at nå dertil i livet, hvor man opdager, at ens forældre ikke er alvidende helte. Om bedstemoderen i Svendborg, hvor Sys Bjerre boede, mens hun skrev sangene til denne plade og ikke mindst nummeret ’Min skyld’, der handler om, hvordan børn altid tager skylden for alting på sig.
”Mine forældre stortudede, da de hørte den, og min mor sagde, at sådan havde hun også selv haft det som barn, og netop derfor håbet, at hun kunne undgå at give det videre til os.”

Sys Bjerre har været på en ekstrem rejse. Alt har ændret sig og undervejs har det været nødvendigt med støtte fra en psykolog. Musikbranchen er en nådesløs branche at blive kastet ud i, men Sys Bjerre har selv valgt den, og hun er kommet ud på den anden side. Taknemmelig.
Som hun selv siger, så er hun nu Cand.mag Fugl Føniks – uddannet i at brænde ned og komme op igen.
”Jeg har fundet tilbage til mit udgangspunkt. Man kan nemt blive bitter i den her branche, men jeg har gjort mig umage for ikke at blive det. Jeg er dybt naiv – jeg tror altid, folk vil mig det bedste. Og det holder jeg stædigt fast i.”
Titlen på dette album siger det hele: ’All in’ handler om at hoppe i med begge ben. Og ja, det kan godt være, at du rammer jorden virkelig hårdt, men det kilder til gengæld også i maven, når du flyver.
”Det gælder om at spise chokolademadden først, for man ved aldrig, hvad der sker, og så kan man ligeså godt få det bedste ud af det. ”

Fakta:
’All in’ udkommer 20. september 2010
- Albummet er produceret af Frederik Thaa aka A Kid Hereafter. - Alle tekster er skrevet af Sys Bjerre og musikken ligeså i samarbejde med Philip Halloun. Sebastian synger duet på ’Kærlighed gør Blind’.
- Sys Bjerre debuterede i 2008 med albummet ’Gør det selv’.
- Hun var Danmarks største kvindelige artist i 2009.
- Hendes første single ’Malene’ blev et kæmpe hit i Danmark, toppede downloadcharten og gik guld på få uger.
- Hun er en af Danmarks mest populære Myspace artister, hvor man også kan følge med i hendes charmerende og skarpe hverdagsiagttagelser på hendes ugentlige blogs.
- Udover ’Malene’ hittede Sys Bjerre også med pop-perler som ’Kegle’, ’Hjerte Rimer På Smerte’, ’Gør Det Selv’ og ’Jumbojet’.
skandinavian news |
e-mail: skandinavian@skandinavian.dk | Vestergade 5 B | 8000 Aarhus C | tel. +45 86127722 | fax. +45 86127503