skandinavian_Artister > Juncker

5 stjerner – JYDSKE VESTKYSTEN

”…Kombinationen af de selvreflekterende simple og dog sigende tekster tilsat ukompliceret guitarspil og et popfængende omkvæd er Junckers force. Han synger sine tekster med stor gennemslagskraft og minder som musiker om en moderne Kim Larsen.”

5 stjerner – FYENS STIFTSTIDENDE

”…det foreliggende opus, beskedent betitlet p.t., er hans hidtil bedste. Hvilket ikke er så ringe endda, når det betænkes, at de to foregående indslag var ret så strålende.”

INFORMATION

”…Junckers Bedste.”

4 stjerner – B.T.

”…Sympatisk.”

4 stjerner – EKSTRA BLADET

”…Woman elsker denne begavede mand.”

”Det er et givende album, hvor du bliver lukket ind i universet og uden besvær kan tage musik, tekst og ikke mindst Juncker til dig.”

6 stjerner – WOMAN

”…albummet er Junckers hidtil bedste og absolut en værdig afslutning på triologien.”

4 stjerner - METROXPRESS

“…Junckers stille eftertænksomhed er en sjældenhed, som du bør belønne med et dyk I hans univers”..

NOVA

”…Det er ligefremme melodier, hvor der flere steder er fyldt lidt ekstra på udtrykket, og visse steder er fyldt lidt ekstra på udtrykket, og visse steder antager det næsten en lidt folkrocket dimension, som bestemt klæder sangskriveren og er en mulig vej at forfølge”.

4 stjerner - GAFFA



Læs mere på www.junckerweb.dk

September 2007




JUNCKER ”pt.” Ny CD d. 10. september. Juncker hører til blandt de få danske sangskrivere, der forstår sig sådan rigtigt på danskheden. Og med sine 32 år er han én af de yngre af slagsen, inspireret af navne som Gasolin og C.V. Jørgensen, forbilleder, der selv trådte deres musikalske barnsben dengang Danmark var mere frikadelle og mindre falafel. Den første single fra ”Pt.” er nummeret ”Falafel Avenue”, som er et øjebliksbillede af den del af Danmark, hvor Juncker til daglig færdes. Langt væk fra ligusterhækken og Mogens & Karen.

Stedet er nu det centrale Nørrebro i København, hvor kontrasterne mødes; hvor Ungdomshuset møder Assistens Kirkegården, hvor bodega møder Falafel-bar, hvor dansker møder ny-dansker. Hele albummet er en god blanding af tradition og fornyelse, ikke kun tekstmæssigt, men også rent musikalsk. Juncker får således hjælp fra ét af sine egne musikalske idoler, nemlig ex-Gasolin medlem Wili Jönsson, der både synger kor og spiller bas på flere af numrene. ”Pt.” er det tredje album under eget navn, men Juncker har ikke ligget på den lade side, i tiden der er gået siden det seneste album ”Det sorthvide hotel”. En række vellykkede bidrag til forskellige kombileringsalbums har holdt opmærksomheden fangen omkring Juncker: ”Hvis din far gi’r dig lov” fra Kim Larsen-hyldesten ”Værs’go 2” (2005), ”Hvor er det sted” fra albummet ”Protestsange.dk” (2006), ”På fredag bliver jeg svensker” fra ”Postkort fra livet” (2006) og ”De største er de små” fra hyldestpladen ”Sange til Anker” (2007).



Juncker akustisk turné forår 2007
- nye musikere
- keyboard erstattes af guitar


På den kommende akustiske tour, vil guitaristerne Kasper Søderlund eller Jonas Breum (ex-coolsville, nu Breum) skiftes til at træde ind ved siden af Christian Juncker og erstatte Jakob som ikke længere er med i Juncker.. Og vi ser frem til at spille, og er således godt i gang med øvning og udvælgelse af numre. Repertoiret kommer som udgangspunkt til at spænde over Snork City, Det Sorthvide Hotel og dugfriske sange fra det kommende soloalbum, men muligvis bliver der også plads til lytterønsker og andre sange kendt fra andre plader, som Juncker har medvirket på.

Ellers er Juncker travlt optaget af forberedelserne til næste plade, der forventes at udkommer en gang efter sommeren, og har sagt ja til at medvirke på en plade, som går under arbejdstitlen ”hjemstavnssange”, hvor en række alsidige danske artister er blevet bedt om at knytte en sang til deres hjemby – i Junckers tilfælde Odense. Det forventes at samarbejde med Nikolaj Nørlund omkring dette over sommeren.
Og desuden ser Juncker meget frem til sommerens få udvalgte koncerter (Jelling og Nordals Festival), det skal nok, som altid, blive sjovt!


For yderligere info se www.junckerweb.dk


Marts 2007



- Akustisk turné
- Nyt album til september


I marts og april drager Juncker på akustisk turné i Danmark, hvor Juncker optræder som duo. Der vil blive spillet sange fra det aktuelle album ”Det Sorthvide Hotel” (2006) samt numre fra debuten ”Snork City” (2004) med afstikkere til de mange sange, der efterhånden er at finde på diverse udgivelser, og hvem ved, måske bliver der også plads til en sang fra albummet ”På Flugt Fra Alting” (2000) fra den gang Juncker var del af bandet Junior.
Nye sange er ved at se dagens lys, og flere af disse sange vil blive spillet for første gang på den kommende turné. De nye numre skal i maj måned indspilles i Medley Studierne i København sammen med producer Søren Mikkelsen, der også var bag knapperne på ”Det Sorthvide Hotel”. Det kommende album forventes på gaden til september.



Juncker november 2006

- Ny single ”Lille Splint i Fingeren”
- Ny turné fra november


som en lille splint i fingeren
hvor du hele tiden mærker
hvor stor en idiot du er


Med den nye single ”Lille Splint i Fingeren” fra det anmelder roste album ”Det Sorthvide Hotel”, drager Juncker atter på turné og runder et travlt 2006 af:
Februar: ”Postkort Fra Livet” album med Junckers bidrag ”På Fredag Bliver Jeg Svensker”
Marts: Junckers 2. album ”Det Sorthvide Hotel” udkom
Maj: ”Protestsange.dk” album hvor Juncker fortolkede den gamle ”Hvor Er Det Sted”
Fra slut april til og med august var Juncker på sommerturné.

Den kommende turné starter den 3. november i Helsingør og slutter den 14. december i hjembyen Odense. København besøges lørdag den 9. december i Pumpehuset.
På den turnéen rundt i det danske sommerland anno 2006, blev der lagt vægt på hits som ”Mogens & Karen”, ”Sotto Voce”, ”Hvis Din Far Gi’r Dig Lov” og ”Flimmerbær”. På den kommende turné vil vægten af numre ligge på det seneste album – ”Det Sorthvide Hotel”. Bandet er gået i skarp øvelejr og det forlyder, at der også bliver mulighed for genhør med helt gamle numre fra tiden i Junior – og mon ikke der også bliver hitparade...

Bandet består som altid af Christian Juncker – vokal og guitar, Jakob Groth – keyboards og kor, Kasper Søderlund – guitar og kor, Ronny Gregersen – bas og kor samt Thomas Dinesen – trommer og kor.

Som support på turnéen har Juncker valgt at medbringe det unge band Entakt, der udgiver sit debutalbum den 8. januar 2007. Netop nu er singlen ”Fyrværkeri” med tilhørende video sendt ud. Se mere om Entakt på www.entakt.dk


03/11 HELSINGØR, TOLDKAMMERET (med Entakt)
04/11 NÆSTVED, VERSHUSET (med Entakt)

09/11 ESBJERG, TOBAKKEN (med Entakt)
10/11 SKIVE THEATER

16/11 SØNDERBORGHUS (med Entakt)
17/11 THISTED, GATE 7 (med Entakt)
18/11 ÅLBORG, SKRÅEN (med Entakt)

24/11 KOLDING, GODSET (med Entakt)
25/11 KOLIND, GLASSALEN

02/12 FREDERIKSHAVN, MASKINFABRIKKEN

09/12 KØBENHAVN, PUMPEHUSET (med Entakt)

14/12 ODENSE, ALIBI

www.junckerweb.dk




DET SORTHVIDE HOTEL
Udkommer mandag den 27. marts


Han kom flot fra start, denne Christian Juncker, hvis debutalbum Snork City fra 2004 uden sammenligning var én af
det års helt store succeshistorier, kunstnerisk som kommercielt. En stribe gedigne radiohits - titelsangen, “Mogens og Karen” og ikke mindst Junckers eminente fortolkning af Elisabeths udødelige “Sotto Voce” gjorde, at han blev en fast bestanddel af nationens soundtrack i årene, der fulgte.
Samtidig fyldte han spillestederne rundt i riget i selskab med sit ferme backingband, inklusive hans faste sparringspartner, keyboardtroldmanden Jakob Groth Bastiansen, som han har spillet sammen med siden lømmel årene i bandet Junior, hvis På Flugt Fra Alting var én af 2000’s oversete perler

I 2005 gjorde Juncker atter indtryk, denne gang med sin version af Kim Larsens “Hvis din far gi’r dig lov” fra hyldestpladen Værsgo 2, hvor en række væsensforskellige kunstnere hver især genindspillede et nummer fra Kim Larsen nyklassiske album fra 1973.

Nu er Juncker så tilbage med sit andet rigtige album, der har fået titlen Det Sorthvide Hotel. Albummet ligger såvel tekstligt som musikalsk i forlængelse af Snork City, idet den udgør det midterste af en planlagt trilogi om tre livsstadier: Barn, ung og voksen. Hvor Snork City tog afsæt i kunstnerens barndom og opvækst i sen-70’ernes og 80’ernes danske forstæder som et lidt lost skilsmissebarn, griber Det Sorthvide Hotel fat om hans ungdom i de pluralistiske 90’ere, hvor han som så mange drev rundt og forsøgte at få både identitet og kærlighed, hvilket da også er omdrejningspunktet for pladens 12 forskelligartede, men klangligt homogene skæringer.

At Juncker er én af sin generations store lyriske begavelser kan ikke diskuteres, og det er ikke umuligt hans talent en dag vil udmønte sig i bogform, men til da kan vi kun glæde os over, at der findes sangskrivere herhjemme, der har modet og evnen til at tackle så komplekse sager som Juncker og omsætte stadierne på livets vej til så rammende tekster og så fængende melodier som tilfældet er på Det Sorthvide Hotel.

Christian Juncker konstaterer tørt i forbindelse med pladen, at den et langt stykke hen ad vejen omhandler, hvad der sker, når man “indhentes af sin fortid”, som han udtrykker det. Og fortsætter: “Det Sorthvide Hotel er ikke så omverdensbeskrivende eller ditto sansende som Snork City, thi i de unge år vendes kikkertsigtet indad. På både godt og ondt er det det, der sker i de der seriøst navlebeskuende år. Ikke kun fordi det er der, man har tiden til det, men også fordi man er så satans fortabt i ingenmandslandet mellem barn og voksen. Og det er der, alle de gode gamle travere kommer op at vende: Hvem er jeg? Hvor står jeg? Hvad kan jeg? Er jeg god nok? Hvem er jeg sur på? Og hvem elsker jeg? Hvem er jeg i forhold til kærligheden? Har jeg gjort mig fortjent til den? Samtidig med at i alt fald jeg følte en kolossal vrede, vendt mod både mig selv og omverdenen. Med endog meget flydende overgange. Så Det Sorthvide Hotel er på alle måder en jeg-fortælling, der grundet sit almengyldige indhold − for kæmper ikke de fleste unge mennesker netop med kærlighed og identitet? − burde kunne appellere til mange. Ægge dem til at kigge på nogen af de ting. Samtidig med at de forhåbentlig nyder musikken. Selvfølgelig”

“Selve pladens titel er et billede på ungdommen. I de år ønsker man sig brændende svar på alting og der hjælper forenklingerne. Og så spiller de klassiske modsætningspar som vrede og glæde, had og kærlighed, sorg og forløsning også ind. På samme måde som de helt banale − dig og mig. Dag og nat. Fravær og nærvær. Varme og kulde. Men titlen kan også forstås som en metafor for ungdommen som en midlertidig rede, hvori jeg opholdt mig, til jeg var klar til at flyve. I de år oplevede jeg nemlig livet som en desorienterende pærevælling, hvor alt var fragmenteret, men stadig sammenhængende. Som det udtrykkes i “Udenom Indenom” var jeg “strandet i forvandling”. Noget, der ikke er til at komme udenom, men heller ikke til at sprænge sig ud af. At sidde fast i en bevægelse, selvom den er hyperdynamisk, paradoksalt nok”

“Og så er det de år, hvor vi seriøst tager livtag med kærligheden. Dens væsen er både dramatisk, traumatisk og helende. Den kan få alt til at falde i grus, men også rejse det igen. Jeg har en lidt melodramatisk natur, der oplever tingene meget voldsomt. Jeg voksede nok op med en følelse af altid enten få for meget eller for lidt kærlighed. Men sjældent den ration, jeg mente at have behov for. Hvad enten det så er rigtigt eller noget jeg bildte mig ind. For kærlighed og identitet er nøje sammenvævede. Banalt som det er, bliver man nødt til at elske sig selv for at kunne elske andre..”

“Sidst er der tale om et personligt opgør med den postmodernistiske tanke om, at den store fortælling er død. For gu er der da en fortælling. Den indkredses på både Snork City og Det Sorthvide Hotel og også på det tredje, endnu unavngivne album. Kunstnere har lov til at være lidt blåøjede. Stille dumme spørgsmål. Komme med nogle kloge svar. Eller blot interessante svar. Men kunsten er jo ingen facitliste. Boldene er stadig i luften. Og med årene er der nok kommet større accept af, at så speciel er jeg heller ikke. Måske i virkeligheden ret almindelig. Og så fungerer en masse lige pludselig. På samme måde som sangene stadig handler om mig, således, at andre kan knytte an til dem, nikke og tænke, det kender jeg godt, det, han synger om der. For vi kæmper alle med mange af de samme problemstillinger. Men måske er mit filter i forhold til virkeligheden gået en smule i stykker. Det er jeg glad for. Jeg bekæmper ikke de ting, der kommer ind ad den vej. Men optager dem og bearbejder dem på en måde, så de kommer mig til gavn i både livet og i sangskrivningen. For uden dæmonerne er vi slet ingenting. Det spændende er, hvordan vi tackler dem.”



Marts 2006


Nogle husker måske kvintetten Junior, som år 2000 udsendte det fine, men groft oversete På flugt fra alting med en vis Christian Juncker i front som sanger, sangskriver og guitarist? De pågældende vil vide, at den gav ordet \\\\\\\'lovende\\\\\\\' en helt ny og spændende betydning

Hvis ikke, kan man nu så til gengæld glæde sig over endelig at støde på denne talentfulde unge mand igen sammen med hans faste samarbejdspartner Jakob Groth Bastiansen. Deres fælles nye udspil, Snork City, er et hitspækket, dansksproget, velproduceret og melodisk skudsikkert poprock-album, som lydhørt og begavet giver nationen – før som nu – en kærlig rodbehandling.

Med rødder i 1970\\\\\\\'ernes dansksprogede bølge fører Juncker durk den meningsfyldt dybtstikkende sang ind i det ny årtusinde – og direkte ind på den harddisc, der lagrer vores kollektive hukommelse. Og Juncker gør det med udsøgt sprogfornemmelse, suggestiv erindringskraft og en oplagt melodisk tæft, der har tvunget Statsradiofonien til at gøre ikke færre end to af albummets sange – den på en gang ørehængende og dog melankolske ”Mogens og Karen” og den skævt snurrige rocker ”Snork City Blues” – til P3\\\\\\\'s Uundgåelige, hvorved han allerede inden pladen er på gaden, har fået en stor del af nationen i tale.

Netop hvad Juncker gerne vil, for hans kunst omhandler i sjælden grad Nationens Tilstand – helt uden ironi og løftede pegefingre, men dybfølt, undrende, humoristisk, varmt og med en god del tristesse over den generelle udvikling i smørhullet, hvor det kunne være så godt, men faktisk er lidt trist. For der er jo Danmark, som vi ville ønske det så ud. Dét tager sig så idyllisk og indbydende ud på guldaldermalerier, i nittenhundredetallets fædrelandssange, i folkekomedier og på de postkort, der falbydes turister.

Så er der det Danmark, de fleste af os bebor; fuldt af ansigtsløse parcelhuskvarterer, betonslum, industriparker, indvandrerghettoer, indkøbscentre, parabolantenner og kolonihaver klods op og ned af fabrikker og motorveje. Hvor stressede kernefamilier forsøger at få det til at glide på bedste beskub inde bag flot klippede hække, mens børnene leger på velplejede plæner og nye automobiler – købt på kredit – pynter i indkørsler og carporte. Hvor banale konflikter, smågnidninger, dagligdagsfrustrationer og aftenens tv-program fylder mere end storpolitik, miljøplaner og globale visioner. Hvor der i det skjulte drømmes storslåede drømme, mens dagligdagens dont æreskært passes, for at få tingene til at glide fremfor at skride. Og hvor længslen efter enkle løsninger på komplekse problemstillinger giver charlataner og populister frit spil overfor en befolkning, hvis ufattelige tryghed hviler på bundløs angst.

Det er i krydsfeltet mellem disse glansbilleder af Dannevang og det faktuelle liv sammesteds, at de fleste af fynboens Junckers billedrige, dobbelttydige og sørgmuntre fædrelandssange udspiller sig. I et rige, hvor der helst synges om kærlighed, tager denne melodisk begavede spillemand lytteren med ud på sightseeing i en nation, der vånder sig under moderniteten, men under ingen omstændigheder vil undvære dens bekvemmeligheder. For Juncker ved ”hvor der findes/et ualmindeligt lille land/det’ koger som kartoffelvand”, som det hedder i åbningssangen ”Kongen af kartoffelvand” på den løfterige debut, én af de mest substantielle og interessante plader i den bølge af danskssproget musik, vi lykkeligvis begaves med i disse år.

Et andet spændingsfelt, der fintfølende udforskes på de 11 skudsikre og vandtætte kompositioner, der udgør Snork City, ligger mellem barnet Christian og den voksne Juncker: ”Det land som jeg mindes/var kvit og frit så sort og hvidt/så ligetil og bare mit...” (”Kongen af kartoffelvand”). Det er nu ikke nostalgiens ærinde, Juncker går, men en indenfor dansksproget musik hidtil uhørt udforskning af sammenstødet mellem de forestillinger, vi gør os som børn og den virkelighed, vi færdes i som voksne.

Men Juncker husker udmærket opvækstens skyggesider; en idyllisering af barndommens land er ikke hans ærinde: ”Da fjernvarmen kom og krigen var kold/i en tid fuld af tvivl, mund og klovsyge og splid/der kom gennem rør til hver eneste dør”. Næ, det spørgsmål han stiller – og som de fleste vel stiller sig selv i ny og næ – formuleres på \\\\\\\"C\\\\\\\'est la vie” således: ”Hvordan var det vi landede her/hvordan blev vi lige dem vi er”.

Der stilles mange spørgsmål, men peges ikke fingre af nogen – billig moralisme er ikke på tapetet her, selvom Juncker med barnets fordomsfrihed tillader sig at stille en stribe oplagte spørgsmål om de anseelige klasseforskelle, der findes i landet uden høje bjerge. På ”C\\\\\\\'est la vie” konstateres det således, at ”nord og syd for København/sopper vi i samme hav/der er tang og solopgang”, men at der ikke desto mindre er en ”en verden til forskel på held og besvær”. Og i ”På den anden side” konstaterer han om familiens fine naboer, at han ”ville så gerne tro de var ligesom os/flasket op med papvin og hygge på trods”. Som barn kan det være svært at begribe, hvorledes verden er opdelt i A- og B-individer. Det kan det forresten også som voksen.

Snork City vrimler med præcise iagttagelser, dyrekøbte erfaringer og bittersøde erindringer om livet her højt mod nord, gjort af en sangskriver, der ubesværet pendler mellem det personlige og det almene. Det er altsammen ualmindelig dygtigt gjort og man skal være en hård negl, hvis ikke man oplever et stød af genkendelse ved mødet med Junckers poetisk fortættede og voldsomt identificerbare billeder af et Danmark midt mellem det traditionelt så nært nationale og det ny årtusindes krav om internationalt udsyn og orientering, mens ”bilerne kører/og asfalten bløder/frem og tilbage/mellem arbejdsplads og koteletter i fad...”

Udover ti af Junckers egne kompositioner – et par af teksterner er blevet til i samarbejde med en vis Poul Krebs - forefindes der på Snork City en vindende version af Elisabeths indtagende ”Sotto voce”, der vil fylde ophavskvinden med stolthed.



Pladen er produceret af Nicolaj Bloch (upcoming London-producer) og mixet og optaget af henholdsvis Guy Massey (Depeche Mode, The Bees, Divine Comedy, Manic Street Preachers, Spiritualized m fl.) og Ian Grimble (Travis, The Fall, Siouxie & The Banshees, Marc Almond m.fl.). Sally Herbert (Robbie Williams, Kylie Minogue, The Go-Betweens m.fl.) har arrangeret strygere på et par af pladens skæringer. Pladen er masteret i selveste Abbey Road af Sean McGee.

Ja, ”dig har vi aldrig fået hilst på”, synger Juncker et sted så smukt på ”Mogens og Karen”. Jamen, det er da også for dårligt. Men nu er muligheden der, så tag godt imod Juncker, som har tiden, talentet og tonerne på sin side.