skandinavian_Artister > De Eneste To

DE ENESTE TO RINGER IND TIL AFTENBØN

TAG IKKE FEJL af De Eneste To og duoens selvbetitlede debutalbum. Simon Kvamm og Peter Sommer har ikke glemt at grine, men vennerne har det bare med at tale alvorsord og store sager, når de mødes. Hvilket er så tit som overhovedet muligt.
”Der er som regel emner på vores spiseseddel, som stikker dybere end platheder og hurtige bemærkninger, og sådan har det været fra første dag,” forklarer 35-årige Kvamm. ”Det kunne være parforhold, det at få børn, vores søskende, og vores forældre,” tilføjer han.
”Ja, forældre og alt det, man har med fra barndomshjemmet, og hvordan man bruger dem i forskellige aldre,” overtager 36-årige Sommer.
Kvamm: ”Vi diskuterer også det med at blive ældre.”
Sommer: ”Og det med at have lyst til at ødelægge ting, som er gode.”

VELKOMMEN TIL dansk rocks dystre dynamitduo, der består af to af det seneste årtis største succeser på den hjemlige musikscene. Et par uomgængelige personligheder, der på farten mellem koncerter og prisfester blev venner. Nu er deres fælles projekt kommet for at blive på linje med Sommers solokarriere og Kvamms store andel i Nephew.
”Det her er ikke et fritidsband, men et band vi har lavet for at komme af med nogle andre tekstlige og musikalske sider af os selv. Det føles som en stor nødvendighed for os at gøre det her – og at gøre det sammen,” fastslår de.

DE TO SANGSKRIVERE og musikere mødte oprindelig hinanden i Århus’ natteliv for 10 år siden, hvorefter de begyndte at rende ind i hinanden på de festivaler, hvor Nephew og Peter Sommer næsten simultant indtog stadig større scener og fik stadig mere travlt. Den intense turnéintensitet betød, at de nyslåede venner måtte finde på undskyldninger for at se mere til hinanden. Den bedste undskyldning blev at lave musik sammen, og Sommer-hittet ’8-6-6-0’ kom under behandling af Nephew, som inviterede Sommer med i deres Grøn Koncert-karavane for at fortolke ’Movie Klip’.

KIMEN TIL EN betragtelig del af De Eneste Tos selvbetitlede debutalbum er lagt, når aftenroen sænker sig over familiefædrenes hjem – Sommers i Skanderborg, Kvamms i København – og de kan ringe hinanden op på tværs af Kattegat. Det er blevet til atter at vende verdenssituationen over en bajer og en stang tobak, som det helt konkret kan høres det på ’Aftenbøn’.
”Det kan gå fra en konkret snak om fodbold eller vejret til pludselig at dreje sig om en mindre personlig krise. Man beder sin ven om hjælp, og det er da min fornemmelse, at der vil være lyttere derude, der godt kan genkende fornemmelsen af at råbe om hjælp i sin Nokia en stille tirsdag aften,” siger Kvamm.

DE SENE SAMTALER mellem De Eneste To har gang på gang været startskuddet til en ny idé, der så har penduleret mellem de to sangskrivere som en stadig mere detaljeret lydfil, indtil nummeret er godtaget eller blevet skrottet. Da de begyndte at udveksle brudstykker af tekster og glimt af melodier, røg en del af resultaterne i den virtuelle papirskurv. Også selvom den selverklæret rodede Sommer og den strammere Kvamm ikke tidligere er kommet så nemt til musikken, som de gør i hinandens selskab.
Kvamm: ”Vi er jo ikke bare to mænd på et par barstole, selvom vi gerne bruger akustisk guitar. Det måtte ikke være for tyst, og der skulle være plads krænge sjælen ud, og vi ville også gerne bruge elektronik. Vi vedtog nærmest nogle dogmer, så vi var sikre på at finde vores eget ståsted.”
Sommer: ”Og så har det krævet en gensidig ærlighed at arbejde på den måde – med at sende filer frem og tilbage og overlade initiativet til den anden, når det kneb med inspirationen. Jeg tror, vi begge har skullet acceptere, at der lige var en skolemester, som udbad sig en forklaring eller vendte tommelfingeren nedad.”
De Eneste To griner til hinanden. Humøret har det helt, helt fint mellem de musikalske alvorsmænd – trods sange om meget af det, der gør ondt eller gør bange. Som Sommer siger den gennemgående dunkle tone på debutalbummet:
”Det er forhåbentlig ikke ildevarslende på den måde, at man tænker: ’De drenge er heavily fucked up.’ Det er nærmere vores syn på verden og vores udlægning af den. Vi holder bare vores samtaler ud i strakt arm.”

DE ENESTE TO

Der var engang to drenge, der brugte tiden på at spille fodbold, høre musik og hænge ud med vennerne. Ligesom så mange andre drenge. De var gode drenge, der kunne finde ud af både skolen og festerne. Men af og til følte de sig lidt alene.

Og selvom de boede tæt på hinanden (den ene i Skanderborg, den anden i Silkeborg), havde de aldrig hørt om hinanden. Da de blev lidt ældre, begyndte de selv at spille i band. De havde nemlig lyst til at at prøve, hvordan det føltes at være flere om at skabe én samlet lyd, ligesom deres forbilleder i England gjorde det. Men de havde stadig aldrig mødt hinanden.

Så en dag, da deres musik blev moden til at komme ud i verden, skete der noget. Den ene hørte den andens musik på plade, og blot ved at høre musikken vidste han, at de to delte syn på verden. At de ville kunne blive rigtig gode venner.

Og ganske rigtigt. Da de to endelig mødtes, blev de snart hinandens bedste venner. For de havde endelig fundet én, der forstod hvordan den anden tænkte og følte. En, der forstod, hvordan det var at være en "blød Brian".

Man kunne faktisk godt kalde dem perlevenner, for i årene herefter brugte de hinanden til at vende alle de svære ting i livet. Både store og små ting. Både dét at have tømmermænd, og dét at blive far. Derudover hjalp og støttede de hinanden, i forhold til den musik, de hver især gik og arbejdede med.

Men en dag fik de lyst til at lave et band sammen. De fik lyst til at være sammen om at skabe én samlet lyd. Og så ville de gerne bare have en undskyldning for at hænge mere ud sammen. Desuden tænkte de, at andre måske delte deres fælles syn på stort og småt og kunne have lyst til at høre på det.

Så i 2007 begyndte de at skrive sange. Sammen. Det var nyt og svært, for de var vant til at sidde alene med sangskitserne. Så de tog sig god tid til at finde deres egen vej og deres egen lyd. De fandt den og nu er den her: lyden af De Eneste To.